Nyhedsbrev fra borgmester og kommunaldirektør
     
Borgmester og Kommunaldirektør på solcelletaget af den Blå Diamant.

Kære alle

Vi har i øjeblikket stort fokus på at sikre erhvervslivets muligheder for at etablere sig på nye grunde og for at kunne udvide jeres virksomheder. Det gælder både udlægning af nye arealer til erhvervsområder og samtidig at mindske ventetiden på sagsbehandlingen af jeres ansøgninger.

Den netop vedtagne kommuneplan for 2024-2036 understreger dette, hvor fem nye erhvervsområder er vedtaget, og nu er kommunens medarbejdere klar til at udarbejde lokalplaner for områderne, når interesserede virksomheder melder sig.

Men det er ikke nok med nye erhvervsgrunde for at sikre et stærkt erhvervsliv i fremtiden. Vi sætter også alt ind på at sikre Skiveegnens fremtidige kompetencer, både gennem vores forskningsplatform i GreenLab Skive, som allerede har tiltrukket forskere fra hele verden, men også gennem Spot on Skive, hvor vi for få dage siden samlede ledere fra Skiveegnens virksomheder, nationale uddannelsesinstitutioner og lokale aktører til stormøde med fokus på at sikre og styrke fremtidige kompetencer.

Vi ser i øjeblikket en egn, hvor virksomheder, såvel som borger, har stort fokus på fællesskabet og på at løfte i flok. Sammen kan vi alt, og den indstilling er vi stolte af at være en del af.
 
 
Med venlig hilsen
 
Borgmester Peder Christian Kirkegaard
Kommunaldirektør Thomas Lindberg
 
 
Indhold i dette nyhedsbrev: 
 
 
1. Fem nye erhvervsområder er vedtaget
2. Skive Retail Park er få mursten fra rejsegilde
3. Sagsbehandlinger: målet er at gøre ventetiden kortere
4. GreenLab Skive: Viser vejen for fremtidens måde at drive grønne erhvervsparker
5. Vi tiltrækker international opmærksomhed til vores forskningsplatform
6. Spot on Skive: Sammen kan vi sikre og styrke egnens fremtidige kompetencer
7. Unikt partnerskab for vækst på Skiveegnen
8. Store fonde har øjnene rettet mod Skive
9. Et tilfredsstillende regnskab i sigte for 2023 - trods et år med mange usikre faktorer
10. Socialt ansvar: 32 virksomheder modtog det nye CSRpeople-mærke
11. Fortsat mange gazeller med høj vækst
 

1. Fem nye erhvervsområder er vedtaget

Delegation fra Bornholm foran Den Blå Diamant
 
For få dage siden vedtog byrådet kommuneplanen for 2024-2036, og med den blev der udlagt arealer til fem nye erhvervsområder. Det er godt nyt for de virksomheder, der venter på at kunne flytte til vores egn og slå sig ned, men også for de eksisterende virksomheder, som har brug for mere plads. Dermed kan de være med til at skabe flere arbejdspladser i Skive Kommune.

De fem nye erhvervsområder er samlet på 77,7 ha og bliver placeret syd for Glyngøre, øst for Nr. Søby, syd for Dommerby, og på to forskellige områder i Skive Vest, hvor der ved det ene område ved Folmentoft allerede i dag er flere virksomheder etableret. Disse to erhvervsområder er også planlagt, så der bliver plads til den kommende omfartsvej.

At erhvervsområderne er udlagt i kommuneplanen betyder, at vi kan gå i gang med at udarbejde lokalplaner for erhvervsområderne. Se den præcise placering af de fem områder her
 

2. Skive Retail Park er få mursten fra rejsegilde

Delegation fra Bornholm foran Den Blå Diamant

Siden aftalen om at etablere det nye store butikscenter Skive Retail Park blev underskrevet, har vi set frem til, at det første element med røde mursten blev sat på grunden mellem Ballingvej og Holstebrovej i Skive Vest. Dét er den nu, og faktisk er byggeriet så langt med fundament, elementer og støbning af gulve, at vi med glæde ser frem til rejsegildet af 1. etape i april 2024.

8 kæder kan flytte ind på de først 11.000 kvm allerede i efteråret, og hvis alt går efter planen, forventer Daugaard Pedersen A/S, der er investor i og totalentreprenør for opførelsen af centeret, at de første kæder kan begynde at åbne dørene for kunder sidst på året. Vi glæder os meget til at kunne tiltrække endnu flere handlende til Skiveegnen, og vi ser frem til at se effekten for resten af handelslivet, når butikkerne en efter en åbner op i løbet af i år og for 2. etapes vedkommende i 2025.

Byggeriet bliver også udført med hjælp fra lokale leverandører og virksomheder fra vores kommune, som ikke kun bidrager til et historisk byggeri, men som også selv får økonomisk værdi til deres virksomhed ved at være en del af projektet.
 

3. Sagsbehandlinger: målet er at gøre ventetiden kortere

De seneste års fremgang inden for anlæg og byggeri i Skive Kommune har gennem længere tid presset sagsbehandlingen. Derfor har vi fastansat to midlertidigt ansatte sagsbehandlere og også ansat en ny sagsbehandler. Når vi prioriterer flere hænder til området, er det fordi vi ved, at det er vigtigt for jer, at vi handler hurtigt på sagsbehandlingerne.

Målet med opnormeringen er, at det skal være hurtigere at få behandlet lokalplaner samt foretage bygge- og miljøsagsbehandlingen, så ventetiderne bliver kortere, og I dermed får bedre vilkår for at kunne udvide jeres virksomheder.

Særligt sager om udvidelse af fjernvarmenettet har fyldt de seneste år. Men det voksende antal sager drejer sig også om nybyggeri, lovliggørelse, ejendomshandler, udvidelse af risikovirksomhed, ændring i brændselstyper og tilslutningstilladelser. Alene på byggesager er vi gået fra 831 sager i 2020 til 1582 i 2023.
 

4. GreenLab Skive: Viser vejen for fremtidens måde at drive grønne erhvervsparker

 
I GreenLab Skive har vi nået endnu en milepæl for Skiveegnen og for grøn omstilling i det hele taget. I januar indgik Eurowind Energy, der ejer vindmølle- og solcelleparken ved GreenLab Skive, en 10-årig el-købsaftale med resten af GreenLab Skive, der sikrer vedvarende grøn energi til virksomhederne og Power-to-X-produktionen i industriparken.

Det er første gang, at der etableres direkte linjer mellem en producent af vedvarende energi og en industriel aftale på denne måde i Danmark. Den indkøbte strøm kommer fra Eurowind Energys 84,8 MW sol- og vindhybridpark syd for GreenLab Skive og skal forbindes direkte til GreenLab Skives grønne industripark. Vi er stolte over, at vi i vores lille kommune har så godt gang i den grønne omstilling, at vi kan gå forrest og inspirere både ind- og udland til at gå samme vej.

Og med den netop vedtagne kommuneplan kommer også godkendelsen af udvidelsen af GreenLab Skive. Her er der godkendt yderligere 70 ha, som betyder en fordobling af området. Derfor er det nu også muligt for nye virksomheder at henvende sig om deres interesse for at blive en del af GreenLab Skive, og herefter kan vi gå i gang med at udarbejde en lokalplan for området.
 

5. Vi tiltrækker international opmærksomhed til vores forskningsplatform

 
Et nyt internationalt fellowship program har nu tiltrukket fire forskere til GreenLab Skive, som er gået i gang med at forske i samspillet mellem landbrugs- og energisektoren. På netop det område, er der stort potentiale for blandt andet produktion af grønne brændsler og udnyttelse at Power-to-X.

Programmet varer to år, og foregår på GreenLab Skives forskningsplatform, der forbinder topforskere med ambitiøse grønne virksomheder. De fire forskere er tilknyttet Aarhus Universitet og DTU. Nu skal de helt konkret undersøge, hvordan man bedst kombinerer landbrugssektorens ressourcer med energisektorens teknologiske muligheder.

Vi er begejstrede over at se, at forskningsplatformen virker! Det var vores mål at tiltrække international opmærksomhed og topforskere, og dét er nu lykkedes.
 
 

6. Spot on Skive: Sammen kan vi sikre og styrke egnens fremtidige kompetencer

 
Det er afgørende for vores fremtid som en stærk erhvervskommune, at vi sikrer egnens fremtidige arbejdskraft og de kompetencer, vi har brug for i en fremtid, hvor udviklingen i samfundet kører med 100 km/t. Derfor samlede vi en række ledere fra Skiveegnens virksomheder og lokale samt nationale uddannelsesinstitutioner til stormødet Spot on Skive den 20. marts.

Her var der fokus på at definere fremtidens kompetencebehov for vores egn, så vi sammen kan skabe en stærk lokal fremtid. Nogle virksomheder lavede inspirerende oplæg med afsæt i egne erfaringer, hvorefter der var livlig dialog og sparring under overskrifterne Samfundstrends, Ledelse og Uddannelsessamarbejde. Her blev der sat spot på fremtidens behov for kompetencer i jeres virksomheder.

Og netop at skabe fællesskaber og forbindelser med blandt andet erhvervslivet, samt at koordinere indsatserne og implementere Skiveegnens vækststrategi er noget Vækstteamet dagligt knokler for. De skal have en stor ros for arbejdet, for uden et fællesskab kommer vi ikke langt med at sikre egnens fremtidige kompetencer.
 
 

7. Unikt partnerskab for vækst på Skiveegnen

 
Vi kommer ikke uden om Vækstpartnerskabet, når vi taler om vækststrategien. Vi er stolte af, at vi har et unikt vækstpartnerskab i Skive Kommune, som går på tværs af private og offentlige sektorer og brancher. For som kommune kan vi ikke realisere vækststrategien alene.

I partnernes fælles portefølje er der ikke færre end 60 projekter. Ved det seneste møde i Vækstpartnerskabet udpegede partnerskabet ti af projekterne, som de sammen vil følge.

De ti projekter er svære og komplekse, og de vurderes at have brug for Vækstpartnerskabets løftekraft. De indeholder alle en tværfaglighed og et særligt potentiale til egnsudvikling. Listen over de ti projekter kan du finde og læse mere om her.
 

8. Store fonde har øjnene rettet mod Skive

 
Det går rigtig godt med at få fondsmidler hjem i Skive Kommune. Faktisk har vi de seneste tre år fået mere end 80 mio. kroner hjem fra private fonds via målrettet arbejde, ved at tydeliggøre vigtigheden af egnens projekter. Det drejer sig blandt andet om Glyngøre Maritime Center, Big Blue projektet Glattrup Sti, Renoveringen af Jenle og MiniMaker for børn og unge. Alt sammen ting, der er med til at gøre det til et attraktivt bosætningsområde.

Når vi lykkes så godt med at få fonde til at støtte vores egn, er det fordi vi konstant har fokus på at løfte vores projekter op på et nationalt niveau og tænker i partnerskaber. Det betyder, at vi har flere bundlinjer for øje i vores projekter, blandt andet fondsbundlinjen, samfundsbundlinjen og selvfølgelig har vi fokus på, hvad målgruppen får ud af de enkelte projekter.

Senest har vi hjulpet Green Innovation Makers med at videreudvikle deres stærke koncept og fået 4,9 mio. kroner hjem i fondsmidler, som nu gør det muligt for dem at løfte eventet til et nationalt niveau. Et godt eksempel på, hvordan vi i fællesskab evner at arbejde sammen og tænke i lokale og nationale bundlinjer. Det er det, fondene efterspørger.
 

9. Et tilfredsstillende regnskab i sigte for 2023 – trods et år med mange usikre faktorer

 
Alt tyder på et tilfredsstillende resultat for Skive Kommunes regnskab for 2023, selvom det endnu ikke er politisk behandlet. Af regnskabet vil det blandt andet fremgå, at Skive Kommune netto har afdraget knap 130 mio. kroner på sin gæld i 2023. Det er for eksempel indfrielse af den resterende del af gælden til Lønmodtagernes Feriemidler på 76,2 mio. kroner, som stammer fra overgangen til den nye ferielov.

Vi glæder os også over, at Skive Kommunes overgang til LED vejbelysning i de senere år har bidraget med et mindreforbrug på 4,7 mio. kroner til indkøb af el.

I 2023 har flere projekter afventet den fulde finansiering, inden vi kunne påbegynde dem, og derfor har vi overført et stort beløb på anlægsområdet til budgettet for 2024 på 199 mio. kroner. Det drejer sig for eksempel om Big Blue projektet Glattrup Sti, da den sidste del af projektfinansieringen først kom på plads i november 2023.
 
 

10. Socialt ansvar: 32 virksomheder modtog det nye CSRpeople-mærke

 
Efter halvandet år med CSR Skive er vi nu oppe på 49 medlemmer, der alle gør en aktiv indsats for at tage et socialt ansvar for at få borgere på kanten af arbejdsmarkedet til at finde et job, hvor de kan passe ind. Det er flotte tal, og en stor succes for CSR Skive, der erstattede det daværende Code of Care.

Vi er glade for den store opbakning, som I udviser, når I tager et socialt ansvar for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Opbakningen var også at mærke, da 32 virksomheder fik tildelt CSRpeople-mærket for 2023 i efteråret, som I kan bruge til at dokumentere det sociale ansvar, som I tager. Vi har ved selvsyn set, at mange af jer allerede har hængt diplomet op, eller delt det på jeres hjemmeside.

Som noget nyt afholdes der i 2024 en række spændende arrangementer, hvor I blandt andet kan blive klogere på håndtering af stress på arbejdspladsen. Derudover udbydes der igen gratis mentorforløb for virksomhederne. Det kan I finde mere om på www.CSRskive.dk. Det er også her du kan finde informationer om tilmelding, hvis din virksomhed ønsker at blive medlem.
 
 

11. Fortsat mange gazeller med høj vækst

 
Igen i år kunne vi fejre 18 gazeller fra vores kommune, som blandt andet har glimret ved deres evne til at vækste deres virksomheder og at være blandt de hurtigst voksende virksomheder i landet. Og det går ikke ubemærket hen i vores lokalsamfund. Vi mærker deres indsats, når de skaber vækst, udvikling og nye arbejdspladser.

Det er et afgørende element for, at det er økonomisk muligt at finansiere et velfungerende velfærdssamfund og en høj levestandard i vores land og her i Skive Kommune. Derfor er det også vigtigt for os at samle årets gazeller én gang om året og markere den indsats, I gør for vores egn.

Fejringen af Børsens gazeller giver også grobund for at skabe nye kontakter og forbindelser, for fejringen bød også på en fortrolig samtale blandt gazellerne, hvor de delte deres mål, strategier og resultater, så de på den måde kan lære af hinanden.
 

Hold dig opdateret på LinkedIn

Hvis du gerne vil læse flere gode nyheder fra Skive Kommune, vil vi gerne opfordre dig til at følge med på LinkedIN, hvor vi deler spændende nyheder og information målrettet erhvervslivet.

Skive Kommune deler de gode historier fra Skiveegnen. Her får du nyheder om projekter og udvikling, nye tiltag fra kommunen, og hvad der ellers rører på sig i det lokale erhvervsliv. 
 
Jobcenter Skive holder dig opdateret med nyttige informationer og nyt fra bl.a. CSR-Skive. Du kan også læse om arrangementer og initiativer målrettet din virksomhed og dine medarbejdere.
 Send til en ven Del på Facebook Del på Twitter Del på LinkedIn Del nyhedsbrevet
Hvis du ikke allerede abonnerer på nyhedsbrevet, kan du tilmelde dig her